Irriterer din veninde dig nogen gange? Og kræver hun lidt for meget? Få råd til, hvad du skal gøre, hvis din veninde er for meget.
Selv om I er rigtig gode veninder, så kan der altså godt være nogle tidspunkter, hvor din veninde bare er for meget og irriterer dig. Og det kan være svært, fordi du på den ene side holder af hende, men på den anden side er der altså bare nogen gange, hvor du ikke kan holde hende ud.
Hvad kan du gøre? Hvis det virkelig irriterer dig, er det vigtigt, at du siger det til hende. Ellers risikerer du, at du bliver rigtig træt af hende, og du måske ikke orker jeres venskab til sidst. Og hvis ikke du siger det til hende, så har hun ikke nogen chance for at gøre det bedre. Men det er vigtigt, at du ikke siger det til hende, når du er allermest irriteret, for så ender det måske med, at du råber af hende og får sagt noget, du ikke mener.
Hvornår er det rette tidspunkt? Det bedste tidspunkt at sige det til hende, er, når I er sammen og har det rigtig godt. Hvis I kommer ind på jeres venskab og hvor meget, I betyder for hinanden, så kan du sige til hende, at du engang imellem synes, at hun taler lidt for meget, afbryder dig, ikke er så god til at lytte eller hvad det nu er, der irriterer dig. Du kan fortælle hende på en pæn måde, at det går dig lidt på eller gør dig ked af det.
Hvis hun bliver sur:
• Sig til hende, at det da er bedre, at du siger det, end at du går og er irriteret på hende inde i dig selv.
• Fortæl hende, at det er helt naturligt at være uenige eller blive irriteret på hinanden, når man er veninder, fordi man er meget tæt på hinanden.
• Mind hende om, at du kun siger det, fordi du ikke vil risikere, at det ødelægger jeres venskab.
• Fortæl hende, at du synes, at ærlighed er noget af det vigtigste i et venskab, og du håber selvfølgelig også, at hun er ærlig over for dig (og så skal du selvfølgelig huske ikke at blive sur, hvis hun siger noget til dig!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar